Historie

Høve og Havrebjerg

Valgmenigheder

Historie

Det er ikke tilfældigt, at der findes to grundtvigske valgmenigheder i Slagelse kommune. Sydvest-sjælland var nemlig præget af de kirkelige vækkelser i det 19. århundrede, og det har sat sig sine spor.

 

I årene fra 1824 til 1842 var der en stor udskiftning af præster i de kirker syd for Slagelse, som greven af Holsteinborg havde kaldsret til. Mange af dem, som greven ansatte, kom direkte fra København og var præget af Grundtvig og hans tanker. Nogenlunde samtidig opstod der et stærkt røre blandt lokale kristne lægfolk. Hjulpet på vej af de nye præster bredte vækkelsen sig - så meget, at dette fjerne hjørne af Roskilde stift fik tilnavnet ”Det hellige land” af biskop Mynster. Dette var ikke positivt ment.

 

Hvad der begyndte som et røre i syd, forplantede sig efterhånden nordpå, og på et tidspunkt nåede vækkelsen også nogle af sognene på den anden side af Slagelse.

 

 

Fra eget forsamlingshus og egen friskole til egen kirke

 

I 1876 gik en flok familier på Skælskøregnen sammen om et særligt projekt med baggrund netop i grundtvigske tanker. De ønskede at bygge egnens første forsamlingshus og sammen med det, også en friskole, ude på det åbne land ved landsbyerne Høve og Flakkebjerg. Blandt initiativtagerne var gårdejer Johannes Feldthusen, smed Johannes Vedel fra Høve og lærer og landmand Rasmus Dinesen fra Eggeslevmagle.

Høve Friskole

Det viste sig kun at være begyndelsen til et større projekt. Snart gik de videre og dannede en valgmenighed. Man ville gerne have lov til selv at vælge sin præst og samles til den form for gudstjeneste, man følte sig hjemme i. Det gjorde man nemlig ikke længere i sognekirken.

 

I lang tid havde man ellers nydt godt af de grundtvigske prædikener, som sognepræsten i Sønderup, Peter Rønne, kom og holdt i Høve med jævne mellemrum. Hans far, C.F. Rønne var sognepræst dér på stedet, og selv om han tilhørte den missionske fløj, var han klog nok til at forstå, at ikke alle i sognet nødvendigvis delte hans kirkepolitiske og teologiske holdninger. Så han inviterede sønnen til at prædike i kirken en gang om måneden og på den måde blev andre kirkegængere imødekommet. På de søndage, hvor Peter kom på besøg, var kirkebænkene fyldt til randen af folk - ikke kun fra sognet, men fra hele egnen.

Da gamle pastor Rønne gik på pension, blev der imidlertid sat en stopper for denne fleksible ordning. Efterfølgeren brød sig ikke om det rend af ”udensognsfolk” og nægtede at overlade prædikestolen til sin forgængers familie.

 

Herefter oplevede de grundtvigske familier på egnen sig aldeles hjemløse. Det var grunden til, at de i 1879 tog en rask beslutning, dannede egen menighed og gik i gang med at planlægge kirkebyggeri. Dengang var der ikke langt fra tanke til handling: en af gårdejerne stillede straks jord til rådighed og man gik i gang med at tegne medlemskaber og skaffe midler til byggeriet - og i februar 1880 stod kirken klar til indvielse.

 

Peter Rønne, som man havde været så glad for, kunne godt lide at komme på besøg i sin fars kirke, men han ønskede ikke at blive valgmenighedspræst. Det forekom ham vist for usikkert sådan at skulle lægge sin økonomiske fremtid i hænderne på en flok familier, som skulle skaffe ham udkommet.

 

Så den nye menighed måtte se sig om efter en anden hyrde. Det blev Karl Rønne, der var fætter til Peter og lige så grundtvigsk som han - men lidt mere modig.

 

Fra valgmenighed til frimenighed

 

Men Karl var ikke bare mere modig, han var også langt mere frihedssøgende end sin fætter. Inde i ham voksede snart en trang til at tage skridtet længere ud, gøre sig uafhængig af statskirkens regel- og paragrafrytteri: Han ville være frimenighedspræst. Det fik han lov til af den unge menighed. I 1883 skiftede Høve Valgmenighed status til frimenighed og trådte således helt ud af folkekirken og af "statskirkens skygge".

 

Efter 12 år i Høve rykkede Karl Rønne imidlertid teltpælene op og flyttede til Stevns, hvor en ny frimenighed havde set dagens lys. Derfor stod man i 1892 i Høve med egen frimenighed og dertil hørende kirke - men ingen præst. De næste 6 år klarede man sig, som man nu kunne, med skiftende prædikanter, men så var det også nok. Derfor begyndte jagten for alvor på at finde en afløser, og på et tidspunkt mente man også at have fundet én - men så fik man en dag besøg…

 

Fra Argentina til Vestsjælland

 

Det var præsten Niels Dael, der lagde vejen forbi. Han havde levet og virket blandt danske emigranter i Tandil, Argentina, i 11 år. Dael var ægte vendelbo og en mand med udsyn. I barndomshjemmet i Vendsyssel havde han hørt om Grundtvigs tanker, og som ung havde han tilbragt ikke mindre end 5 vintre på Askov Højskole. Siden havde han været en tur rundt om Sydvest-sjælland, hvor han havde arbejdet med planteavl. Men så var han blevet headhuntet til stillingen som præst i Tandil, og derude på Pampassletterne havde han lært at holde af livet i en fri menighed.

Niels Dael 1909

Niels Daels hustru, Martine, fik imidlertid dårligt helbred, mens de var i det fremmede, så da de var en tur hjemme fra Argentina i 1897, bestemte parret sig for at blive i Danmark. Johannes Vedel inviterede nu den hjemvendte præst en tur til Høve for at holde foredrag om sin tid i Argentina. Han måtte gerne tage præstekjolen med. Det blev skelsættende.

 

Efter at have hørt Dael, var alle enige om, at han var den helt rigtige, og så tilbød man ham den ledige præstestilling. Han sagde ja, og det blev begyndelsen til et langt og lykkeligt ægteskab mellem præst og menighed.

 

Fra Høve til Havrebjerg

 

Længere mod nord var der også grøde i det grundtvigske. I 1867 var et ungt fynsk par, Johanne og Hans Frandsen flyttet til Gudum uden for Slagelse. De havde hørt til flokken omkring præsten Vilhelm Birkedal i Ryslinge Valgmenighed, og på deres nye hjemegn fandt de hurtigt sammen med andre ligesindede. Hans Frandsens brødre flyttede også til egnen, og snart var hele den forgrenede familie aktivt involveret i det lokale folkelige liv.

 

I 1897 blev embedet som sognepræst i Havrebjerg ledigt. De grundtvigske forsøgte at få en mand ansat efter deres hjerte, men uden held. Da Peter Rønne året efter rejste fra Sønderup, bidrog det til en oplevelse af at være kirkeligt husvild. Hvor kunne man gå til gudstjeneste?

 

Blikket blev rettet mod syd, og snart begyndte familierne at køre til Høve for at høre Niels Dael. Men det var lidt omstændeligt sådan at være en hel menighed på rejse, så i stedet inviterede man præsten til at komme nordpå og prædike et par gange om måneden. I sognekirken måtte Dael imidlertid ikke optræde - det ville sognepræsten ikke høre tale om, for frimenighedspræsten var hverken ordineret af en biskop eller officielt udnævnt. Derfor lånte man forsamlingshuset i Havrebjerg.

 

I længden fungerede det dog ikke med forsamlingshuset. Det var ikke nok at høre en prædiken, man ville også gerne kunne holde ”rigtige” gudstjenester med dåb og nadver - i en kirke. Så den 3. februar 1904 samledes en flok mænd og koner i Havrebjerg til et vigtigt møde. De kom fra landsbyen og omegnen, og på dagsordenen var èt punkt: Skal vi danne frimenighed og bygge vores egen kirke?

 

Det var en stor beslutning at træffe, og der blev drøftet længe frem og tilbage, men på et tidspunkt rejste en af gårdejerne sig op og sagde: ”Der er ikke mere at betænke sig på, nu bygger vi!”, og snart efter havde forsamlingen købt grund. Samme sommer stod kirken færdig, den blev indviet i det tidlige efterår.

 

Fra fortid til nutid - medlemskab af folkekirken

 

I 1942 gik Niels Dael på velfortjent pension efter 44 aktive år. Han anbefalede selv sin efterfølger: Erling Bugge, som også stammede fra Vendsyssel. Han var uddannet læge, men med erfaring som frivillig præst i en valgmenighed ved Tårs. Bugge nåede at være præst i 20 år, før han gik på pension.

Ved Bugges tilbagetrækning fandt menighederne igen, at det var tid til at træffe en vigtig og skelsættende beslutning. Denne gang handlede det om at søge fælles optagelse i folkekirken, dvs. skifte status tilbage til valgmenighed. Det har vi været siden, og det føler os godt hjemme ved.

Pastor Bugge blev afløst af Jørgen Dilling-Hansen, som kom fra en stilling som kontorchef i Unesco i Paris. Han var præst i næsten 30 år og efterfulgtes i 1992 af Iben Snell, der kom fra Rendsburg i Sydslesvig, hvor hun havde været præst for det danske mindretal. I 2013 afløstes hun af Nana Hauge, som er menighedens nuværende præst.

Høve og Havrebjerg Valgmenigheder

 

Gudstjenester

 

Søndag den 12. nov.

 

Høve 9.30

Havrebjerg 11.00

 

Søndag den 19. nov.

 

Havrebjerg 10.00

 

Torsdag den 23. nov.

Høve 19.00 (aftensangs-

gudstjeneste)

 

3. dec ( 1 s. i advent)

 

Havrebjerg 14.00 (herefter adventsmøde)

 

Høve 19.00

(herefter gløgg i præstegården)

 

Se det nye kirkeblad her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Find os på Facebook

 

På Facebook kan du bl.a. oprette eller deltage i diskussioner med andre af menighedernes medlem-mer eller inviterer til dine egne begivenheder.